Bylistens formand Lars Thomsen og spidskandidat Nicolai Otto Mønsted Hermansen i regionssalen i Sorø, hvor de afleverede de 450 underskrifter, der nu gør, at de er en del af valgkampen i Region Østdanmark.

Bylisten, der udspringer af Glostrup, tager nu næste skridt og stiller op til regionsvalget i Region Østdanmark. 

 

Med 10 kandidater fra partiet ønsker Bylisten, der er uafhængig af landsdækkende partier, at styrke det lokale ansvar i en tid, hvor mange beslutninger centraliseres. 

De vil arbejde for, at borgernes stemmer bliver hørt, også på regionalt niveau, lyder erklæringen i en pressemeddelelse.

 

20 års erfaring fra foreningslivet

Partiets spidskandidat er 34-årige Nicolai Otto Mønsted Hermansen, der hele sit liv har boet i Glostrup og Albertslund. 

Nicolai Otto Mønsted Hermansen er ny i politik, men har mere end 20 års erfaring fra foreningslivet på Vestegnen. Til daglig er han børneudviklingstræner i en lokal fodboldklub.

Sundhedsområdet er et af de områder, som han gerne vil fremhæve som et af de største indsatsfelter:

– Sundhedsområdet trænger til en opgradering. Det kræver, at vi tør lytte til borgerne og tage ansvar tættere på dem, der møder systemet i hverdagen, både som ansat og borger, lyder erklæringen fra Nicolai Otto Mønsted Hermansen i pressemeddelelsen.

“Bylisten har altid arbejdet for at give borgerne en tydelig stemme. At vi nu kan tage kampen op i regionen er et naturligt skridt.”

– Lars Thomsen

Bylistens stifter og mangeårige spidskandidat i Glostrup, Lars Thomsen, glæder sig over, at partiet nu stiller op i regionen:

– Bylisten har altid arbejdet for at give borgerne en tydelig stemme. At vi nu kan tage kampen op i regionen er et naturligt skridt. Med Nicolai i spidsen får vi en kandidat, der tør stå fast på det lokale ansvar, lover Lars Thomsen.