Om Bylisten

Bylisten Glostrup

Byudvikling

39.
Bylisten er ikke enig i den nuværende byudviklingspolitik i Glostrup. For Bylisten er det vigtigt, at man kan have tillid til lokalplanerne for de forskellige områder. Et eksempel er Christiansvej ved Svømmehallen, hvor lokalplanen oprindeligt godkendte byggeri på maksimalt 3 etager. Alle partier undtagen Bylisten ændrede planen til 6 etager. Dette er ikke en fair fremgangsmåde over for de borgere, der har købt fast ejendom i området med den forventning, at der maksimalt måtte bygges 3 etager.

40. Den hurtige udbygning af Glostrup giver store udfordringer på mange områder. På skoleområdet er der allerede oprettet fem modtagerklasser for elever, der ikke taler dansk, og der er planer om yderligere to klasser. Bylisten mener, at udbygningen skal ske i et tempo, hvor kommunen kan tage imod nye borgere og samtidig sikre en ordentlig service – både for de nytilkomne og for de borgere, der allerede bor i Glostrup.

41.
Bylisten mener, at der ved tilladelser til byggeri skal tages hensyn til de nuværende beboere i området, herunder deres mulighed for parkering. Det er ikke realistisk at forudsætte, at alle borgere undlader at have bil.

42.
Bylisten ønsker ikke, at der bygges alt for højt i Glostrup. Selv i København anbefaler partiet A, at byggeri maksimalt er på fem etager. I Glostrup har Bylisten stemt imod planer om byggeri på op til otte etager på Diget og Kærmindevej.

43.
Bylisten vil afsætte en pulje på 25 millioner kroner til opførelse af almene boliger centralt i Bymidten. Boligerne skal reserveres til borgere over 55 år, som har boet i Glostrup i mindst 15 år.

44.
Bylisten ønsker at ændre gennemsnitsstørrelsen på nybyggede boliger (som i dag er 75 m²), så der bygges flere ét- og toværelses lejligheder. Det vil gøre det muligt for familier, der eventuelt er blevet skilt, at blive boende i nærheden af deres børn og øvrige familie.

45.
Bylisten ønsker at der bygges flere ungdomsboliger/kollegie boliger i Glostrup

46.
Bylisten ønsker, at tomme erhvervslejemål i bymidten ombygges til ungdomsboliger for at bevare liv og aktivitet i området.

47.
Bylisten ønsker nytænkning ved opførelse af etageejendomme. Det kan eksempelvis være grønne tage, taghaver, opsamling af regnvand til brug i toiletter og energioptimering, gerne med indbyggede solfangeranlæg. Bylisten er dog klar over, at ikke alle løsninger kan implementeres i hver ejendom.

48.
Bylisten mener, det er vigtigt at handle på parkeringsproblemer i områderne omkring nybyggede etageejendomme.

49.
Bylisten ønsker en samlet plan for Glostrup, der beskriver, hvordan byen skal se ud om 10–20 år. Det er vigtigt, at kommunens grunde ikke sælges uden hensyn til den overordnede byudvikling og sammenhængen i byrummet.

50.
Bylisten ønsker flere grønne områder til Glostrup. Plantede træer ved hovedgaden, midterrabatter og fortove kan gøres hyggelige. Træer og beplantninger kan også tage støj, er også godt for øjet og miljøet.

51.
Bylisten ønsker sikre skoleveje med markerede cykelstier på villaveje, så børnene trygt kan cykle til skole.

52.
Bylisten ønsker trafikale foranstaltninger, der kan reducere hurtig kørsel på “fartstriben” om aftenen i weekenden, da den nuværende situation skaber bekymring blandt borgerne.

53.
Bylisten ønsker et styrket samarbejde med erhvervsdrivende for at sikre oppyntning og udsmykning af butikker, så der skabes mere liv og aktivitet i området, særligt på Hovedgaden.

54.
Bylisten ønsker, at ejendomme, der er vurderet som bevaringsværdige eller særligt bevaringsværdige, fritages for gebyrer i forbindelse med ansøgning om dispensationer.