Om Bylisten
Bylisten Glostrup
Børn- og ungepolitik
22.
Bylisten ønsker, at morgen-SFO åbnes for 3. klasseelever efter 1. april, når de er startet i klubben. I flere andre kommuner har det i mange år været muligt at tilmelde børn i 3. klasse til morgen-SFO mod særskilt betaling. Det er ikke sikkert, at børn i 3. klasse selv kan tage af sted om morgenen, og for de familier, hvor forældrene er nødt til at arbejde tidligt, vil det være urimeligt, hvis de ikke fra den ene dag til den anden kan få passet deres børn.
23.
Bylisten ønsker at skabe miljøer i byen, hvor unge efter 7. klasse kan opholde sig og deltage i forskellige aktiviteter. Bylisten ønsker samtidig, at der gennemføres en kvalitativ undersøgelse af de unges ønsker og behov, så det reelt er de unges egne stemmer, der høres. Bylisten anerkender, at det ikke er de voksne, der har definitionsretten over, hvad de unge ønsker at lave i deres fritid.
24. Bylisten ønsker at skabe bedre muligheder for Glostrups unge, så de reelt kan vælge juniormesterlæreordningen. Juniormesterlære skal være et reelt alternativ for de unge, som ikke er privilegerede nok til at passe perfekt ind i folkeskolens rammer og krav om en bestemt type faglighed.
25. Bylisten ønsker, at skoleskemaerne på byens folkeskoler inkluderer 30 minutters daglig motion eller bevægelse for at øge trivslen blandt eleverne. Der skal desuden arbejdes aktivt med brain breaks.
26. Bylisten ønsker et loft over klassekvotienten på Glostrups folkeskoler. Målet er, at der maksimalt skal være 22 elever i hver klasse.
27. Bylisten ønsker, at der ansættes en medarbejder på alle skoler med særlige faglige kompetencer til at skabe trivsel blandt elever eller grupper, der har det svært. Det er vigtigt, at personen har indgående viden om sociale processer blandt børn og unge, kan sparre kvalificeret med pædagoger og lærere og samtidig kan gennemføre selvstændige trivselstiltag.
28.Bylisten ønsker et øget fokus på socialfaglighed på byens skoler. Derfor foreslår Bylisten, at der ansættes en socialfaglig leder på hver skole, som får ansvaret for afholdelse af netværksmøder, trivselsmøder samt kontakten med forvaltningen.
29. Bylisten ønsker, at budgettet til byens modtageklasser adskilles fra skolernes øvrige budgetter, så almenområdet ikke påvirkes negativt heraf.
30. Bylisten ønsker et markant øget fokus på, hvordan pasnings- og undervisningsmuligheder udvikles kompetent og fagligt bæredygtigt, når byen kontinuerligt udvides.
31. Bylisten ønsker etablering af en institution med døgnåbne pladser. Glostrup har en strategisk placering i forhold til sygehusvæsnet, med både et hospital i byen og et i Herlev. En institution med døgnåbne pladser vil kunne tiltrække ressourcestærke børnefamilier, hvor forældre arbejder på hospitaler og derfor ofte har behov for pasning uden for almindelige åbningstider. Der findes kun få institutioner med døgnåbne pladser i landet, og det er kendt, at sundhedspersonale kan være nødt til at flytte for at få adgang til sådanne tilbud. Glostrup Kommune har derfor al mulig interesse i at tiltrække denne gruppe familier.
32. Bylisten ønsker, at alle børn i Glostrup Kommune mødes på en ordentlig og ligeværdig måde. Der skal ikke være forskel på, hvilken del af byen børnene går i institution eller skole i. Derfor vil Bylisten etablere en rammeplan for byens børn i alderen 0–10 år, som sikrer, at alle børn får samme kvalitet i tilbuddene. Formålet er at styrke dagtilbuddenes kvalitet, da det har betydning for børnenes muligheder for aktiv deltagelse i samfundet på længere sigt.
33. Bylisten ønsker, at børn i private pasningsordninger og i kommunale pasningstilbud får lige vilkår, så forældre har samme mulighed for kommunalt tilskud, hvis børnehavestart af den ene eller anden årsag bliver udskudt eller forsinket. I dag mister forældre til børn i private pasningsordninger det kommunale tilskud den 1. i måneden, hvor barnet fylder 3 år. Hvis der ikke er plads i børnehaven før eksempelvis en måned efter, kan barnet ikke fortsætte i den private pasningsordning, og forældrene står dermed uden pasning. Børn i kommunale tilbud kan derimod fortsætte i deres eksisterende pasningstilbud, indtil der bliver plads i børnehaven.
34. Bylisten ønsker, at der gives et varsel på tre måneder ved tilbud om institutionsplads.
35. Bylisten ønsker, at formandsposten i det særlige Børne- og Ungeudvalg skal placeres uden for den almindelige politiske forhandling og tildeles en person i Kommunalbestyrelsen med faglig indsigt eller særlig interesse på området.
36. Bylisten ønsker at etablere en model i Glostrup Kommune, svarende til Ballerup Kommunes model “Sammenhængende Borgerforløb”. Modellen er en helhedsorienteret indsats, der sikrer, at borgere med sager i flere centre kan deltage i ét samlet møde med professionelle fra alle relevante forvaltninger, uden at skulle møde op flere gange.
Samtidig sikrer modellen, at de professionelle omkring borgeren har overblik over hele borgerens situation og kan tage hensyn til forhold, der ellers ville være ukendte. Det betyder, at det ikke er borgerens ansvar at videregive information om sager under andre forvaltningsområder.
Der skal uddannes særlige tovholdere i forvaltningerne, som kan sikre, at forløbene gennemføres som planlagt. Møderne skal have beslutningskompetence inden for en bestemt økonomisk ramme, så borgeren oplever et mindre bureaukratisk og mere fleksibelt system. Endelig skal møderne fungere som et forum, hvor kreative og individuelle løsninger kan udvikles i tæt samarbejde med borgeren til gavn for vedkommende.
37.
Bylisten ønsker, at der etableres et fodgængerfelt ved Ejby Skole for at sikre en tryg og sikker skolevej.
38.
Skolepatrulje ved Ejby Skole ønskes oprettet.