De svageste ældre får lukket munden

På kommunalbestyrelsesmødet i aften blev besparelsen på klippekortordningen for kommunens svageste ældre som forventet vedtaget af Venstre, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti. Derved bliver ordningen reduceret til at omfatte én time om måneden i stedet for de nuværende 30 minutter om ugen. Tid der kan anvendes til f.eks. en gåtur, en hyggesludder med hjemmehjælperen, ekstra rengøring eller der kan spares op til længere ture.

Men ikke nok med, at besparelsen blev endeligt vedtaget. Borgmester John Engelhardt valgte desuden at bruge kommunens juridiske rådgivere til at få lavet et notat, der ændrer sagsfremlægningen til kommunalbestyrelsesmøderne. Blandt andet forhindrede dette, at Bylisten som lovet kunne fremlægge de ca. 400 underskrifter, der var blevet afgivet mod besparelsen på klippekortordningen.

Dermed fik borgmesteren effektivt lukket munden på alle de stemmer, der har givet udtrykt utilfredshed og uenighed med flertallets beslutning om at spare blot 100.000 kr. på de svageste ældre og deres klippekortordning.

I stedet vil vi her give nogle af aktørerne i underskriftsindsamling den stemme, som vi havde lovet på vegne af kommunens ældre borgere. Her er et meget lille udpluk af alle de udsagn som blev afgivet i forbindelse med underskriftsindsamlingen.

Charlotte Oehlenschlæger: “Jeg underskriver, fordi jeg synes, at det er en helt uanstændig prioritering af et relativt lille beløb.”

Hanne Nielsen: “Det er simpelthen for dårligt at skære på “klippekortordningen”, som hjælper de svageste ældre i kommunen.”

Jane Karlson: “Jeg skriver under fordi jeg selv en dag bliver gammel og fordi det er umenneskeligt at behandle vores ældre borger på den måde. :(“

Kurt Jensen: “Fordi en sådan forringelse i noget niveau er skammeligt overfor de af vores borgere som har bidraget til at skabe det samfund som vi burde have.”

Søren Christensen: “Det er en urimelig besparelse overfor vores ældre medborgere, der i den grad har været med til at betale til vores allesammens velfærdssamfund.”

Susan Larsen: “Jeg synes det er svineri mod vores ældre her i byen.”

Sonja Sjøgren: “Det er en uartighed, at tage fra denne gruppe borgere, de har ikke for meget i forvejen.”

Lars Andersen: “Jeg skriver under, fordi de ældre ikke skal have forringet deres livskvalitet og vilkår, på baggrund af kommunale besparelser i Glostrup kommune. Ligesom jeg støtter vores kommunes børn, vil jeg også gerne støtte vores ældre og jeg synes det er virkelig ærgerligt, at vi ikke prioriterer vores ældre og børn højere end det der er tilfældet i kommunen. Jeg kender ingen ældre i kommunen, men jeg vil meget gerne støtte dem, ligesom jeg støtter vores barn og børn i kommunen. Det er uværdigt og respektløst og det kan kommunalbestyrelsen ikke være det bekendt. Jeg vil gerne betale mere i kommuneskat for at vores børn og ældre får bedre vilkår end dem de har nu. Forandring mod forbedring tak.”

Lonny Petersen: “De ældre får ringere og ringere kår, det skal stoppes. I de 2 år min far boede i Glostrup i ældrebolig ændrede mange ting sig, og jeg skulle hele tiden holden hjemmeplejekontoret op på hvad han var visiteret til. Det er en ulige kamp, og det kan sku ikke være rigtigt at man skal kæmpe for sine forældres ret og krav!”

Lis Andersen: “Handicappede er stavnsbundet i hjemmet. Til en stadig mere beskidt bolig for hver dag der går.”

Jeppe Hansen: “Det er typisk DF, de praler af at være et parti for pensionisterne, men er det modsatte, det vidste man. Jeg troede at mine socialdemokrater var af en anden mening, hvad sker der, har I glemt jeres kerne vælgere, efter jeres skifte. farvel og tak, for intet.”

Tine Liechti: “Fordi det er under al kritik hvad man vil tilbyde vores ældre!! Det må simpelthen stoppe med den forringelse de vil byde andre mennesker.”

Bent Larsen: “Det er simpelhen ikke i orden det i gør over for ældre mennesker der har haft et langt arbejdsliv og det er jo den genrasion der IKKE har belastet det offenlige.”

Jessie Michele Gudkov Engelhardt: “Jeg arbejder som SSA, og ser hvor meget de svageste ældre har brug for denne klippekortordning og hvor meget gavn det gør og har for dem. Jeg synes det er meget urimeligt med disse besparelser og derfor står jeg meget uforstående overfor, at man kan behandle de svageste ældre sådan….”

Helene Larsen: “Det er synd hvis de ældre bliver frataget de gåture og hvad man ellers bruger klippekortene til. Det er så lidt der skal til at de får en god dag, det ville være grotesk at spare det væk.”

Jacob Buchholtz: “Det er et meget lavt beløb som er givet godt ud. Det har vi råd til. Mangler pengene, så må de være nemme at finde et sted hvor det giver bedre mening.”

Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *