Kommunalbestyrelsen til forening: “Skrid!”

I budgettet for 2020 blev det vedtaget, at bygge en ny daginstitution nord for jernbanen og syd for Fritidscenteret. Det kommende byggeri omfatter blandt andet det område, hvor Glostrup Racing Club holder til.

Foreningen Glostrup Racing Club (GRC) er en meget aktiv klub, der blev stiftet i 1980 og som arrangerer aktiviteter med fjernstyrede racerbiler. I mindst 20 år har foreningen gjort brug af området, hvor de primært for egne midler har anlagt Storkøbenhavns største asfaltbane med en samlet længde på 165 m og en bredde på 3,2 m, en off-road bane, et kørertårn, klubhus og der har været afholdt både nationale og internationale løb og mesterskaber.

Foreningen har kun haft brugsret på området og har ved ansøgning om en mere sikker og længere lejeaftale fået afslag, fordi kommunen ønskede fuld råderet over området. Det ønske realiseres nu og foreningen er blevet opsagt og skal 1. januar 2021 være fraflyttet.

Bylisten er som sådan ikke uenig i beslutningen om opsigelsen til fordel for opførelse af en daginstitution og anlæggelse af et regnvandsbassin til opsamling af regnvand fra ringvejen, men at et flertal af kommunalbestyrelsen stemte imod “at det besluttes, hvorvidt administrationen skal arbejde på at finde en alternativ placering af klubbens aktiviteter i Glostrup” er så snævertsynet og arrogant, at det ikke er til at holde ud.

Man opsiger med rimelig grund en forening, der har haft til huse i kommunen i næsten 40 år. En forening, der i 40 år har givet glædelige oplevelser for personer i alle aldre og af mange nationaliteter. En forening, der uden at have været nogen byrde for kommunens budget har været brobygger mellem generationer, været et alternativ for unges måske tvivlsomme adfærd og for egne midler har opbygget nogle misundelsesværdige faciliteter. Når så kommunen ser sig nødsaget til at opsige foreningen har man ikke en gang så meget fornuft og retfærdighedssans, at man kan enes om at “bare arbejde” med at finde en alternativ placering til foreningen. Ingenting. Dermed har foreningen ingen anden udvej end at finde plads i en anden kommune og endnu et lokalt tilbud til Glostrups børn og unge forsvinder.

I Bylisten har vi kun hovedrysten til overs for den iskolde afvisning, som GRC har fået af kommunalbestyrelsen.

Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *